Gå til indhold
Omsætningen i Elgiganten A/S steg i regnskabsåret 19/20 til 6,4 milliarder kroner, og resultatet for året blev et overskud på 120 millioner kroner.
Omsætningen i Elgiganten A/S steg i regnskabsåret 19/20 til 6,4 milliarder kroner, og resultatet for året blev et overskud på 120 millioner kroner.

Pressemeddelelse -

Ny salgsrekord i Elgiganten

Omsætningen i Elgiganten A/S steg i regnskabsåret 19/20 til 6,4 milliarder kroner, og resultatet for året blev et overskud på 120 millioner kroner.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi løfter vores top- og bundlinje og tilmed sætter ny salgsrekord. Det har været en ægte team-indsats, og er sket takket være flot arbejde fra alle vores 2.300 medarbejdere. Jeg er i særdeleshed tilfreds med, at vi leverer dette i et regnskabsår, hvor mere end 20% af vores butiksportefølje i marts og april blev ramt af coronarestriktioner, bl.a. ved lukning af vores centerbutikker. Samtidig vil jeg understrege, at vores hovedfokus i denne periode ikke har været salg, men vores kunder og medarbejderes sikkerhed. Alligevel glæder jeg mig da over, at vi lever op til vores ambition om, at Elgiganten skal være kundernes naturlige førstevalg. Så da kunderne i samme periode fik behov for friske produkter til hjemmekontoret og lidt mere elektronisk underholdning til børnene, ramte det vores online salg positivt,” siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.

Vækst i alle salgskanaler
Elgiganten A/S er landets førende kæde inden for detailsalg af forbrugerelektronik. Salget sker gennem fysiske butikker, online og gennem Elgigantens erhvervsafdeling.

”Vi har oplevet en skærpet og intensiv konkurrence både online og fysisk med flere konkurrerende butikker i de største danske byer. Vi har ikke udvidet vores butiksnet i år, men alligevel leverer vi som forventet med vækst i alle salgskanaler. Det gælder i vores 38 butikker og via elgiganten.dk. Og vi sælger også mere og mere til virksomheder og offentlige institutioner gennem Elgiganten Erhverv,” siger Peder Stedal.

Kundetilfredshed
Elgiganten har i mange år haft daglige målinger af kundernes tilfredshed. Målinger der indikerer i hvilken grad, kunderne er tilfredse med deres oplevelse i Elgiganten. I regnskabsåret 2019/20 har ca. 2,5 mio. danske kunder tilkendegivet deres grad af tilfredshed, og resultatet lander på rekordhøje 93% positive kundeoplevelser mod 91,5% året før.

”Siden vi i 2013 skærpede vores fokus på tilfredse kunder og bl.a. introducerede daglige målinger, har kundetilfredsheden været støt stigende, og i regnskabsåret 2019/20 opnåede vi et rekordhøjt niveau. Det er selvfølgelig et resultat, jeg er rigtig glad for, og det fortsætter vi med at have fokus på i det indeværende regnskabsår. Vi risikerer dog at lande lidt lavere i 2021, fordi vi har været igennem en meget omfattende – men også nødvendig – udskiftning af vores IT-systemer midt under Covid-19-udbruddet. Det har bl.a. begrænset test og oplæring, hvilket desværre har gjort, at vi ikke har kunnet opretholde vores normale standard i forhold til eksempelvis hastighed, lagerstatus og levering. Det er gået ud over kundeservicen, som til gengæld bliver væsentligt forbedret, når vi er nået gennem implementeringen,” siger Peder Stedal.

Forventer fortsat vækst
Elgiganten forventer fortsat vækst de kommende år, og vil fastholde sin position som landets førende kæde inden for salg af forbrugerelektronik.

”Vi forventer, at konkurrencen intensiveres. Det sker som følge af den globale digitale udvikling, og flere aktører i de større danske byer. Vi forventer imidlertid også at fortsætte med at løfte vores top- og bundlinje. Det skal ske dels fra de eksisterende butikker, relokationer, nyetableringer samt ved udbygning af erhvervs- og onlineforretningen,” siger Peder Stedal.

Vigtigheden af teknologi i samfundet og sikring af gode kundeoplevelser på tværs af kanalerne er centralt for Elgiganten i fremtiden. Kundeklub og innovation inden for tjenester og services skal sikre en løbende relation med kunden – før, under og efter et køb.

”I efteråret lancerede vi vores kundeklub, og vi har haft en meget flot udvikling i antallet af medlemmer. Ved at tilbyde værdi igennem kundeklubben ser vi muligheder for at knytte os tættere til vores kunder ikke bare igennem besøg og rådgivning på net eller i butik, men løbende. Med nye services skal vi gøre det så enkelt som muligt, hvad enten det drejer sig om at købe, levere, installere, reparere, genanvende eller andet, som kunden har behov for eller ønsker hjælp til,” siger Peder Stedal.

Emner

Tags


Elgiganten er Danmarks førende varehuskæde indenfor mærkevare-produkter i hjemmeelektronik og hårde/hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag over 2.300 medarbejdere fordelt på 38 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

Elgiganten A/S omsatte i regnskabsåret 2019/20 for i alt 6,4 milliarder danske kroner. Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2019/20 omsatte for 41,8 milliarder norske kroner.

Der er i alt 414 varehuse og ca. 10.000 medarbejdere i Norden. Alle nordiske varehuse forsynes fra det over 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Dixons Carphone.

Pressekontakt

Ditte Opstrup Andersen

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig PD +4527614057