Få vores nyheder på mail

Elgiganten omsatte for 30 millioner kr. inden kl. 10

Pressemeddelelse   •   Nov 27, 2015 12:06 CET

Det amerikanske shopping-fænomen Black Friday er kommet til Danmark med orkanstyrke. Allerede fredag morgen var der shoppet for næsten 30 millioner kr. alene online. ”Det er helt utroligt,” siger adm. direktør Peder Stedal.

Black Friday i Elgiganten har taget danskerne med storm – og så er det endda kun lige startet.

Over en kvart million besøgte Elgiganten.dk indenfor få timer natten mellem torsdag og fredag.

”Jeg kan vist godt tillade mig at konkludere, at danskerne er vilde med Black Friday. Da interessen var på sit højeste omkring midnat, havde vi næsten 40.000 samtidige besøgende på elgiganten.dk. Det er ny rekord og helt klart det vildeste vi har prøvet. Her klokken 10 er der solgt for næsten 30 mio. kr. alene online på elgiganten.dk. Det er ganske enkelt helt utroligt og langt vildere end vi havde forventet,” siger Peder Stedal.

Han fortæller, at Elgiganten havde sat alle sejl til for at gøre Black Friday endnu større og med endnu flere tilbud end sidste år, hvor der var massiv interesse. Alligevel overvældede de mange tusinde besøgende Elgigantens hjemmeside, der i korte perioder blev helt væltet og var svær at komme ind på for de mange tusinde kunder.

”Vores digitale team, der står for Elgiganten.dk, har haft soveposer med ind på kontoret og knoklet benhårdt natten igennem. Når der er så mange tusinde kunder på samme tid på det samme sted, så er det et krævende job at holde det hele kørende, og det er klart, ar der har været nogle bump på vejen lige omkring midnat, da vi havde spidsbelastningen på hjemmesiden, men det er generelt gået rigtig flot og alt kører nu som det skal,” siger Peder Stedal.

Først online – nu er turen kommet til varehusene

Her til morgen kl. 7 er dørene slået op til Black Friday i Elgigantens 29 varehuse landet over, og køerne var nogle steder på over 100 kunder, der ventede på at komme ind. De første kunder var allerede kommet torsdag aften med campingstole og små telte.

”Sidste års Black Friday var mere populær end nogensinde før i Elgiganten, og i år ser ud til at overgå det, så det kan meget vel vise sig, at Black Friday overtager tronen som den største shoppingdag i hele året foran d. 27. december, der historisk set har været årets største shoppingdag,” siger Peder Stedal.

Elgiganten holder på Black Friday åbent helt til kl. 22 i aften.

Elgiganten er en af Danmarks førende varehuskæder indenfor mærkevare-produkter i hjemme-elektronik og hårde/hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag ca. 2.000 medarbejdere fordelt på 29 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

Elgiganten A/S omsatte i regnskabsåret 2014/15 for i alt 5,3 milliarder danske kroner. Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2014/15 omsatte for i alt 29,8 milliarder norske kroner.

Der er i Norden i alt 390 varehuse og ca. 10.000 medarbejdere. Alle nordiske varehuse forsynes fra det 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Dixons Carphone.