Få vores nyheder på mail

Elgiganten forbereder sig på den største handelsdag nogensinde

Pressemeddelelse   •   Nov 20, 2018 07:02 CET

Elgiganten forventer at Black Friday i år bliver endnu større end sidste år. Her ses kunder foran Elgiganten i Tilst en tidlig morgen.

Shoppingdagen Black Friday bliver i år større end nogensinde tidligere, spår Elgiganten. Alt mandskab er kaldt ind og it-systemerne er stress-testet i månedsvis.

Kl. 00.00 natten til fredag går starten på det, som Elgiganten forventer bliver den største danske Black Friday nogensinde. Dermed vil dagen endnu engang cementere sig som årets absolut største handelsdag.

”I løbet af en håndfuld år er Black Friday gået fra at være et relativt ukendt fænomen i den danske detailhandel til at blive landets største shoppingdag, og jeg forventer, at det kun bliver endnu større i år. Vi kan se, at vores kunders interesse for dagen bliver større år for år, og mange danskere ser i dag Black Friday som det helt naturlige startskud på julehandlen,” siger Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten.

”Sidste år blev vi fuldstændig væltet bagover, da vi startede online-salget natten til Black Friday. Allerede fredag morgen kl. 8 havde der været mere end 300.000 kunder forbi netbutikken, og vi har ganske enkelt aldrig oplevet noget lignende, men jeg tror nu alligevel at det bliver endnu større i år,” siger Peder Stedal.

Massivt pres på it-systemerne: Stress-testet i månedsvis

Derfor er så godt som alle medarbejdere kaldt på arbejde, og it-systemerne der driver hjemmesiden Elgiganten.dk er blevet opgraderet og stress-testet i månedsvis.

”Vi ved, at trykket på it-systemer og servere er helt utroligt til Black Friday, så vi har forberedt os i mange måneder, så vi har de bedst mulige forudsætninger for at afvikle dagen så gnidningsfrit som muligt, men det er en kæmpe opgave at håndtere så mange mennesker på samme tid,” siger Peder Stedal.

Black Friday starter online på elgiganten.dk fra kl. 00.00 natten til fredag, mens det går løs ude i Elgigantens 38 varehuse fra kl. 7. fredag morgen.

Tilbuddene afsløres kl. 00.00 natten til fredag på www.elgiganten.dk

FAKTA OM BLACK FRIDAY I ELGIGANTEN 2017

Black Friday i Elgigantens varehuse:

Over 200.000 danskere besøgte Elgigantens butikker rundt om i landet på Black Friday sidste år. Det var besøgsrekord, og i forhold til en helt almindelig fredag, så er der tale om mere end en femdobling af besøgsantallet.

Black Friday på Elgigantens hjemmeside:

Sidste år slog Elgiganten.dk rekord med 65.000 danskere, der på samme tid var inde og handle ved midnat natten til fredag. Det er flere mennesker end der kan være til to udsolgte landskampe i Parken.

På en ganske normal dag har Elgiganten.dk lidt over 1.000 samtidige besøgende på hjemmesiden, så der er altså tale om 65 gange så mange besøgende på Black Friday.

I løbet af hele Black Friday er der over 1 mio. besøgende på Elgigantens hjemmeside.

Elgiganten er Danmarks førende varehuskæde indenfor mærkevare-produkter i hjemme-elektronik og hårde/hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag over 2.300 medarbejdere fordelt på 38 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

Elgiganten A/S omsatte i regnskabsåret 2017/18 for i alt 6,2 milliarder danske kroner. Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2017/18 omsatte for 37,3 milliarder norske kroner.

Der er i Norden i alt 425 varehuse og ca. 10.000 medarbejdere. Alle nordiske varehuse forsynes fra det over 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Dixons Carphone

Vedhæftede filer

Word-dokument